Nigeria: 10 oprørere dræbt i storoffensiv
Militæret i Nigeria siger lørdag, at det har dræbt 10 oprørere og arresteret 65.
Det sker som led i landets hidtil største offensiv mod islamisterne i bevægelsen Boko Haram, der ses som den største sikkerhedstrussel mod det olierige afrikanske land.
En talsmand fra forsvarets hovedkvarter i Nigeria siger, at militæret desuden fandt et våbenlager, hvor der var raketdrevne granater, pistoler og andet ammunition.
Storoffensiven mod den militante islamistiske bevægelse blev skudt i gang, efter at landets præsident, Goodluck Jonathan, i tirsdags erklærede landet i undtagelsestilstand i de tre fattige og tilbagestående delstater mod nord Borno, Adamawa og Yobe.
Boko Haram, der har baser i svært tilgængelige grænseområder, har i næsten fire år kæmpet for en islamistisk stat i en del af Nigeria.
Offensiven begyndte for alvor fredag, da nigerianske styrker brugte fly og angrebshelikoptere til at bombardere militante i deres lejre i den nordøstlige del af landet.
Nigerianske soldater er indsat i stort antal mod den islamistiske oprørsgruppe, som har kontrol over dele af den nordøstlige region.
- Operationerne, som omfatter en massiv indsættelse af soldater og ressourcer, skal sikre nationens integritet, hedder det i en erklæring fra forsvarets hovedkvarter.
Islamisternes oprør har siden 2009 kostet tusindvis af mennesker livet, og destabiliseret Afrikas største energiproducent, selv om det mest har fundet sted fjernt fra hovedstaden, Lagos, og andre økonomiske centre.
Oprøret har heller ikke berørt oliefelterne i det sydlige Nigeria, som har Afrikas største befolkning.
Det nordlige Nigeria er overvejende muslimsk, mens landet er overvejende kristent i syd.
Nigeria har advaret om, at Boko Haram har knyttet bånd til netværk som al-Qaedas nordafrikanske fløj, og at de er blevet stadigt bedre udrustet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned