Nigeria mister milliarder på olietyveri
Nigeria går glip af milliarder på grund af tyveri af olie. Alene i en enkelt måned i første kvartal i år stak tyvene af med olie for næsten syv milliarder kroner, anslår myndighederne.
- Med en gennemsnitlig oliepris på 121 dollar for en tønde i perioden januar til marts, påførte dette tyveri Nigeria et tab på 1,2 milliarder dollar på én måned, siger præsident Goodluck Jonathans olierådgiver Kingsley Kuku.
Det omfattende og tiltagende tyveri bidrog til en 17 procents nedgang i Nigerias salg af olie i første kvartal. Desuden svækker tyveriet oliesektorens infrastruktur og forårsager eksplosioner, brande og forurening.
Det Internationale Energiagentur (IEA) sagde i juli, at det omfattende oliesvind i Nigeria, der er medlem af OPEC og Afrikas største olieproducent, er en af grundene til, at OPEC-landenes samlede eksport er faldende.
Nigeria producerer cirka to millioner tønder olie om dagen.
Shell lukkede for nylig en rørledning i Nigerdeltaet for reparation, efter at tyve havde skåret hul flere steder og tappet olie. Lukningen reducerer den daglige olieeksport med cirka 150.000 tønder, oplyser selskabet.
Problemet med tapning af olie fra rørledninger samt den tiltagende piratvirksomhed ud for landets kyster skal nu drøftes på en konference i hovedstaden Lagos på torsdag.
Ifølge nylige skøn mister Nigeria cirka 35 milliarder kroner om året på grund af tyveri af olie.
Pirater slår stadig oftere til mod olietankskibe ud for Nigeria for at stjæle lasten og for at tage besætningen som gidsler med krav om løsepenge.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker