Nigeria vil sætte skub i henrettelser

Guvernørerne i Nigerias 36 delstater bakker op om et forslag om at lade 330 dødsdømte fanger henrette, siger de efter et møde. Det er en del af arbejdet med at mindske overbelægningen i landets fængsler.

- Der var enighed om, at de, der er dømt, følgelig også henrettes, siger Theodore Orji, guvernør i delstaten Abia.

Dødsdomme bliver sjældent eksekveret i det afrikanske land, som officielt ikke har gennemført nogen henrettelser siden 2002. Men Amnesty International hævder, at der sker henrettelser i det skjulte.

Den nigerianske menneskeretsaktivist og advokat Chidi Odinkalu fra Open Society Justice Initiative siger, at i stedet for at forsøge at skabe plads på dødsgangen ved at henrette folk, bør guvernørerne se nærmere på politiets metoder.

Dødsdommene bygger ofte på falske tilståelser, fremtvunget under tortur.

- Der er et stort problem i Nigeria med dødsstrafsager. Politiet kan ikke efterforske ordentligt. Den eneste form for efterforskning, politiet kender til, er tortur fulgt af tilståelse, siger Odinkalu.

Problemet med de overfyldte fængsler i Nigeria blev blandt andet synligt tirsdag aften, hvor to indsatte blev dræbt og 41 andre kvæstet under et fangeoprør i et overfyldt fængsel.

Nigerias fængselsvæsen oplyser, at omkring 36.000 af 40.000 indsatte er varetægtsfængslet, mens de venter på, at deres sag kommer for retten.

FN's særlige torturrapportør, Manfred Nowak, opfordrer til, at Nigeria omgående løslader 20.000 fanger, idet de fleste allerede har siddet fængslet længere tid end maksimumstraffen for den forbrydelse, de er anklaget for.

/ritzau/AFP

Nigeria vil henrette de mere end 300 indsatte på landets dødsgange for at få bedre plads i de overfyldte fængsler. Skarp kritik fra menneskeretsforkæmpere.

Offentliggjort Sidst opdateret