Nigerias hær dræber 32 islamister

Et hævntogt udviklede sig blodigt i Nigeria, hvor sikkerhedsstyrker skød og dræbte mindst 32 bevæbnede islamister, der var gået til angreb på en politistation.

Sikkerhedsstyrker i Nigeria dræbte søndag mindst 32 personer i den nordøstligt beliggende delstat Bauchi, efter at en bande bevæbnede islamister havde angrebet en politistation som hævn for, at deres ledere var blevet anholdt.
Omkring 70 nigerianere, bevæbnet med skydevåben og håndgranater, angreb tidligere søndag en lokal politistation i byen Bauchi, der er delstatens hovedstad. De valgte at trække sig tilbage efter en heftig skudveksling med sikkerhedsstyrker, siger politiet.
Sikkerhedsstyrkerne svarede igen ved at gennemføre razziaer i nabolaget, hvor gruppens medlemmer holder til og skjuler sig. Flere hundrede blev anholdt.
Et øjenvidne talte 32 lig på to politistationer i Bauchi. Han sagde, at snesevis af de flere hundrede anholdte var sårede.
Mohammed Barau, der er talsmand for politiet i Barau, oplyste, at den bevæbnede gruppe var knyttet til Boko Haram, en lokal gruppe, der ønsker shariaen (islamisk lov) indført i hele Nigeria.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret