Nigers præsident beder om hjælp og advarer mod Wagner-gruppen
Nigers præsident, Mohamed Bazoum, skriver i et indlæg i Washington Post, at hele Sahel-regionen risikerer at komme under russisk indflydelse på grund af Wanger-gruppen. (Arkivfoto). Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix
Nigers præsident beskriver sig selv som et gidsel i et indlæg, der er offentliggjort i avisen Washington Post.
Nigers præsident, Mohamed Bazoum, beder i et indlæg i den amerikanske avis Washington Post om det internationale samfunds hjælp til at genoprette den forfatningsmæssige orden i landet.
- Jeg skriver dette som et gidsel. Niger er under angreb fra en militærjunta, der prøver at omstyrte vores demokrati, og jeg er blot en blandt hundredvis af borgere, der er blevet arbitrært og ulovligt fængslet, skriver han.
I sidste uge kuppede en militærjunta sig til magten i landet og sagde, at præsidenten var blevet smidt på porten.
- I nødens time beder jeg den amerikanske regering og hele det internationale samfund om at hjælpe os med at genoprette vores forfatningsmæssige orden.
- Det nigerske folk vil aldrig glemme jeres støtte i dette afgørende øjeblik i vores historie, skriver han.
Præsidenten skriver i indlægget, at Niger står som "den sidste bastion for respekt for menneskerettigheder" i Afrikas Sahel-region.
Han skriver videre, at hele Sahel-regionen risikerer at komme under russisk indflydelse via Wagner-gruppen.
I indlægget skriver præsidenten, at terrorbevægelser som Boko Haram vil udnytte ustabiliteten i landet.
Ifølge præsidenten vil terrorgrupper lave en målrettet indsats mod unge med "hadefuld antivestlig indoktrinering".
Bazoum blev i 2021 den første demokratisk valgte præsident i Niger.
I indlægget beskriver han også, hvordan han mener, at hans regering har forbedret sikkerhedssituationen og økonomien.
Øjeblikkeligt efter kuppet rettede en række vestafrikanske lande hårde sanktioner mod Niger.
Præsidenten skriver, at det viser, hvordan en fremtid under en autokratisk junta vil se ud for landet.
Ifølge ham er prisen på ris mellem søndag og tirsdag steget med 40 procent, mens nogle nabolag melder om mangel på varer og elektricitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker