Nilen deler vandene mellem Egypten og Etiopien
Siden 2011 har Etiopien været i gang med at bygge en kæmpe dæmning i Guba på Nilen. Det skaber frygt i Egypten og Sudan for, at de kan komme til at mangle vand. Billedet er fra den 19. februar 2022. (Arkiv). Foto: Amanuel Sileshi/Ritzau Scanpix
Etiopien bygger en kæmpe dæmning, som Egypten frygter vil ramme vandforsyningen. Nu forhandles der.
Egypten genoptager forhandlinger med Etiopien om det kæmpe, kontroversielle dæmningsprojekt, som Etiopien er i gang med i Guba på Nilen.
Det meddeler Egyptens ministerium for vandressourcer.
Projektet har i årevis skabt problemer i forholdet mellem de to lande.
Dæmningen er central for de udviklingsplaner, som Etiopien har lagt, men i Egypten frygter myndighederne, at det vil betyde, at der flyder mindre vand i Nilen nordpå og ud i Middelhavet.
97 procent af Egyptens vandforbrug kommer fra Nilen.
I juli blev Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, og Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, enige om, at de to ledere inden fire måneder skal nå til enighed om en aftale, der begraver striden.
Det er den proces, der nu er indledt.
- En ny runde forhandlinger om dæmningen begyndte søndag morgen i Kairo (Egyptens hovedstad red.) med deltagelse af delegationer fra Egypten, Etiopien og Sudan, sagde vandministeriet i Kairo.
Også Sudan frygter at blive ramt på sin vandforsyning.
Nilen går igennem både Egypten og Sudan på sin vej fra Etiopien til Middelhavet.
Etiopien begyndte byggeriet af dæmningen i 2011, og projektet har lige siden været en kilde til dårlig stemning i regionen.
I juni begyndte Etiopien at fylde mere vand i reservoiret - for fjerde gang - selv om der konstant har været protester fra Egypten og også ofte fra Sudan.
I øjeblikket har Sudan dog meget andet at tænke på, da landet er ramt af krig mellem regeringshæren og oprørere.
I februar 2022 meddelte Etiopien, at det nu for første gang havde produceret strøm via vandkraft fra projektet.
Nilen er faktisk to floder, der løber sammen. En del af den har sit udspring i Uganda. I Etiopien løber den sammen med Den Blå Nil, og så løber den videre igennem Sudan og Egypten.
Fra Uganda og til udløbet i Middelhavet er den omkring 6600 kilometer lang og regnes for verdens længste flod
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde