Nobel-hædret forskning giver indsigt i nervesygdomme
Nobelprisen i medicin, som i år går til to amerikanere og en tysker, er særdeles velfortjent. Det mener professor Anders Nykjær fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.
Den prisbelønnede forskning har nemlig haft enorm betydning for forståelsen af en række sygdomme og defekter og kan være en vigtig brik i udviklingen af ny medicin.
Forskerne James Rothman, Randy Schekman og Thomas Südhof bliver med prisen hædret for deres forskning i cellernes transportsystem, som blandt andet består af de såkaldte vesikler.
Vesiklerne står for at fordele forskellige molekyler rundt i cellen, og det skal helst ske med en uhyre præcision. Anders Nykjær sammenligner det med en banegård.
- Du skal være på det rette sted på det rette tidspunkt, ellers mister du toget. Og det er fuldstændigt afgørende, at cellen forstår at sende de her multiple proteiner rundt til de rigtige steder inde i cellen, siger Anders Nykjær til Ritzau.
- Hvis det ikke fungerer, har det vist sig, at man får et væld af sygdomme, siger han.
Blandt de sygdomme, der er på tale, er blandt andet en række sjældnere arvelige sygdomme. De kan forårsage tidlig død, invalidering eller retardering.
- Langt mere hyppigt er nervesygdomme som for eksempel Alzheimers. Sygdommen kan skyldes, at nogle proteiner i nervecellen bliver processeret forkert. Grunden er, at nogle vesikler bliver transporteret forkert rundt i cellen, siger Anders Nykjær.
- Man kan sige, at nogle proteiner ser noget, som de ikke burde have set. De tager dybest set det forkerte tog, lyder det fra professoren.
Viden om cellernes transportmekanismer kan ifølge Anders Nykjær også være vigtig i forståelsen af for eksempels Parkinsons Sygdom og forskellige psykiatriske sygdomme.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker