Nobel-modtager skal lede overgangsregering i Bangladesh

Den kommende leder af en overgangsregering i Bangladesh, Muhammad Yunus, i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris onsdag omgivet af stærkt bevæbnede franske politifolk. Ventende på en flyafgang til Bangladesh. En fængselsstraf i hjemlandet tidligere i år sendte ham i selvvalgt eksil. Dommen er onsdag blevet ophævet. Foto: Luis Tato/Ritzau Scanpix

Muhammad Yunus, modtager af Nobels fredspris i 2006, ventes at blive taget i ed torsdag som regeringsleder.

Offentliggjort Sidst opdateret

En overgangsregering vil formentlig blive taget i ed torsdag i Bangladesh. Den skal ledes af den tidligere nobelprismodtager Muhammad Yunus.

Det oplyser lederen for landets hær, general Waker-Uz-Zaman.

- Vi forsøger at gøre vores bedste for at kunne afholde edsceremonien i morgen, siger han på nationalt tv.

Det er landets præsident, Mohammad Shahabuddin, som tirsdag besluttede sig for at udnævne Yunus som leder for en midlertidig regering.

Det er sket, efter landets mangeårige autoritære leder, Sheikh Hasina, er trådt tilbage og flygtet ud af landet. Det er sket efter mange ugers demonstrationer mod hendes styre. Protesterne har kostet mindst 455 mennesker livet.

Yunus modtog Nobels fredspris i 2006 for sit pionerarbejde med mikrolån til fattige.

- Vær fattede og gør klar til at opbygge landet, siger han onsdag i en erklæring til landets borgere.

- Lad os få det bedste ud af vores sejr. Lad ikke dette undslippe os på grund af fejltagelser, lyder hans appel. Samtidig opfordrer han alle til at afstå fra at bruge vold.

- Dette er et dejligt land med masser af spændende muligheder. Vi må beskytte det og gøre det til et dejligt land for os og fremtidige generationer.

Yunus rejste tidligere i år ud af landet efter en fængselsdom på et halvt år. Onsdag blev dommen annulleret af en domstol i hovedstaden Dhaka.

Onsdag ventede Yunus i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris på en flyafgang hjem til Bangladesh.

Baggrunden for de store demonstrationer i Dhaka og andre byer var et kvotesystem på arbejdsmarkedet, som Hasina-regimet ville indføre. Det ville delvist begunstige slægtninge til krigsveteraner fra landets selvstændighedskrig mod Pakistan i 1971.

I sidste omgang var Hasina premierminister fra 2009 og frem til nu. Hendes far var den tidligere oprørsleder Sheikh Mujibur Rahman, der blev præsident i forbindelse med løsrivelsen af det østpakistanske område i 1971, det senere Bangladesh.

/ritzau/AFP