19 år efter at Aung San Suu Kyi blev hædret med Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar, bør hun nu endelig komme til Oslo for at holde sit nobelforedrag.
Det siger nobelkomiteens leder, Thorbjørn Jagland, til nyhedsbureauet NTB, efter at militærjuntaen i det tidligere Burma lørdag har ophævet demokratiforkæmperens husarrest.
Suu Kyi turde ikke rejse til Norge for at modtage nobelprisen i 1991 af frygt for, at hun ikke ville få lov til at rejse ind i hjemlandet igen. Det var hendes nu afdøde britiske mand, Michael Aris, som sammen med parrets to sønner modtog Nobels fredspris på Suu Kyis vegne.
Thorbjørn Jagland, der også er generalsekretær for Europarådet, glæder sig over, at den burmesiske oppositionsleder er på fri fod efter at have tilbragt 15 af de seneste 21 år i husarrest i sit hjem i Yangon.
Og han vil nu prøve at få hende til Oslo hurtigst muligt, så hun kan holde det foredrag, de fleste andre nobelvindere har leveret ved prisoverrækkelsen.
Den tidligere norske statsminister beder juntaen om at garantere, at Suu Kyi både kan rejse ud af Myanmar og ind i landet igen bagefter.
- Jeg regner med, at hun ikke vil rejse ud uden sådan en garanti, siger han.
Ifølge en kilde i militærstyret er oppositionslederen løsladt uden betingelser eller restriktioner.
Thorbjørn Jagland mener, at frigivelsen bør tjene som opmuntring for alle politiske fanger verden over, også årets nobelprisvinder, den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.
Suu Kyis frigivelse vækker glæde hos en række andre modtagere af Nobels fredspris, som er samlet ved et fredsmøde i Hiroshima.
- Det er vidunderligt. Vi håber at have hende hos os næste år, siger den tidligere sydafrikanske præsident F.W. de Klerk, som modtog prisen sammen med Nelson Mandela i 1993, til nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker