Nødhjælpsorganisation redder 153 migranter ud for Malta
Siden nytår er et stort antal migranter druknet på deres vej mod Europa via Middelhavet. Fredag bjærgede kystvagten i Tunesien 41 druknede migranter i havet ud for landets middelhavskyst. (Arkivfoto). Foto: Jeremias Gonzalez/Ritzau Scanpix
Migranter havde opholdt sig på træ- og glasfiberbåde i fem dage. Flere var alvorligt dehydrerede.
153 migranter er i en redningsaktion ud for Malta blevet samlet op af redningsskibet Ocean Viking.
Det oplyser den franske nødhjælpsorganisation SOS Méditerranée lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
124 af migranterne befandt sig i to træbåde, mens 29 holdt til på en båd af glasfiber.
Inden migranterne blev reddet, havde de været til havs i fem dage. De sidste to dage havde de hverken adgang til mad eller vand.
Derfor var flere af migranterne alvorligt dehydrerede, da redningsskibet nåede frem.
Redningsaktionen blev koordineret af de italienske søfartsmyndigheder.
De maltesiske myndigheder har i stort omfang ignoreret, når redningsskibe med migranter om bord har anmodet om hjælp, lyder det fra SOS Méditerranée.
Migranterne er i stedet blevet transporteret til den italienske havn Civitavecchia, der ligger knap 1000 kilometer fra, hvor migranterne blev reddet.
Ifølge det italienske indenrigsministerium er flere end 35.000 migranter ankommet til Italien siden nytår.
I samme periode sidste år tog Italien imod cirka 8600 migranter, skriver nyhedsbureauet dpa.
Siden nytår er et stort antal migranter druknet på deres vej mod Europa via Middelhavet.
Fredag bjærgede kystvagten i Tunesien 41 druknede migranter i havet ud for landets middelhavskyst.
En stor del af de migranter, der begiver sig ud på den farefulde færd over Middelhavet rejser via Tunesien.
I de seneste måneder er der sket en markant stigning i antallet af både, der sejler ud fra det nordafrikanske land.
Tidligere sejlede mange migranter ud fra nabolandet Libyen. Men de libyske myndigheder er begyndt at slå hårdere ned på den ulovlige trafik. Derfor prøver flere migranter lykken fra Tunesien.
Mange af de migranter, der forsøger at krydse Middelhavet, kommer fra Sudan, Syrien og landene syd for Sahara. Ofte har de kurs mod den italienske ø Lampedusa.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde