Nødråb fra Kobani: Vi behøver våben og ammunition
Den syriske grænseby Kobani er ikke ved at blive overtaget af Islamisk Stat, siger kurdisk politiker i byen.
Den syriske grænseby Kobani er ikke ved at falde til den militante gruppe Islamisk Stat, der har belejret byen siden midten af september.
Men for at kunne holde Islamisk Stat væk fra byen har de kæmpende kurdere brug for, at det internationale samfund sender våben og ammunition.
Sådan lyder meldingen fra Idris Nassan, der er stedfortrædende udenrigsminister i Kobanis kurdiske selvstyre. Han befinder sig i byen.
Flere internationale medier, FN og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ellers udtrykt, at byen er ved at falde, men det er ikke tilfældet ifølge Idris Nassan.
- Kobani er ikke ved at falde. I går (tirsdag, red.) prøvede Islamisk Stat ihærdigt at trænge ind i centrum af Kobani, men YPG (kurdisk gruppe, red.) fik dem presset tilbage, og nu befinder de sig i de omkringliggende områder af byen, siger Idris Nassan til Ritzau.
- De (Islamisk Stat, red.) har måske besat et par enkelte bygninger i den østlige og sydøstlige af byen, men det er alt, siger han og fortsætter:
- En lang række af medierne baserer deres rapportering fra journalister, som befinder sig på den anden side af grænsen (den tyrkiske grænse, red.), og det giver ikke nok information.
Han siger, at kurderne ikke behøver støtte på jorden i form af soldater for at kunne holde Islamisk Stat ude af Kobani, der er den tredjestørste kurdiske by i Syrien.
I stedet er der brug for, at det internationale samfund bidrager med våben og ammunition.
- Vi behøver ikke flere soldater på jorden, for vi har nok. YPG er i stand til at forsvare Kobani. De har kæmpet mod terrorister i mere end et år. YPG vil være i stand til at forsvare Kobani, ligesom de har gjort de seneste 25 dage, siger Idris Nassan.
Han siger, at Kobani derudover har brug for fortsat luftstøtte, hvilket sammen med våben og ammunition vil være nok til, at YPG kan "ødelægge Islamisk Stat".
Idris Nassan fortæller, at der ikke har været deciderede bykampe i løbet af natten til onsdag, da Islamisk Stat ifølge Idris Nassan holder sig i ro om natten, fordi den militante gruppe ikke kender byen særligt godt.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker