Nokia tilbyder gratis navigation

Den finske mobilgigant Nokia vil i fremtiden tilbyde kunder gratis navigation i sine mobiltelefoner. Målet er at øge salget af mærkets smartphones og sikre bedre indtjening.

Beslutningen er en alvorlig trussel mod traditionelle gps-producenter som TomTom og Garmin. Prisen på TomTom-aktier faldt omgående med 13 procent torsdag.

Nokia er verdens største producent af mobiltelefoner og smartphones. Men Nokia har på det seneste tabt markedsandele til konkurrenter som Apple og Rim.

Google begyndte i slutningen af 2009 at tilbyde gratis navigation på den amerikanske mobilproducents Motorolas Droid-model i Nordamerika.

Nokias beslutning er et svar på udfordringen fra Google og Motorola.

Når Nokia fremover tilbyder navigation på sine millioner af smartphone vil det ifølge analytiker uden tvivl ramme firmaer, som kun producere navigering via gps.

- Hvem vil i fremtiden købe en gps-navigator, hvis man kan få samme funktion gratis i en mobiltelefon fra Nokia og Google, spørger Martin Garner fra det britiske analysefirmaet CCS.

Nokia købte i 2008 det digitale kortlægningsfirma Navteq, der konkurrerer med TomToms Tele Atlas.

- Der er ikke tvivl om, at udviklingen de seneste 12 måneder har øget udfordringerne for Nokia og andre firmaer, der lever navigering, siger teleanalytikeren Michael Schröder.

/ritzau/Reuters

Mobilgiganten Nokia tilbyder gratis navigation på sine mobiltelefoner. Målet er at øge salget af mærkets smartphone-modeller. Beslutningen truer gps-producenter

Offentliggjort Sidst opdateret