Nord- og Sydkoreas ledere mødes for at drøfte Trump-topmøde
Sydkoreas præsident har lørdag mødt Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for at tale om muligt topmøde med Trump.
For anden gang på en måned har Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, mødt Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
De to ledere har under lørdagens møde drøftet Kim Jong-uns mulige kommende topmøde med den amerikanske præsident, Donald Trump.
Det oplyser den sydkoreanske regering.
Præsident Moon vil søndag morgen lokal tid oplyse mere om, hvad der kom ud af det to timer lange møde med den nordkoreanske leder, siger embedsmænd i Seoul.
De to koreanske ledere mødtes lørdag lidt nord for grænsen mellem de to lande.
Det er anden gang på to måneder, at de mødes.
Torsdag skrev Donald Trump i et åbent brev til Kim Jong-un, at topmødet var aflyst på grund af Nordkoreas "fjendtlighed".
Han antydede dog senere, at topmødet, der er planlagt til at finde sted 12. juni i Singapore, måske alligevel kan blive en realitet.
Aflysningen blev ifølge flere medier modtaget med ærgrelse i Nordkorea, som oplyste, at styret var nået langt i forberedelserne til topmødet.
Kort før aflysningen havde det nordkoreanske styre bekræftet, at et atomanlæg i Punggye-ri var blevet destrueret. Styret kaldte det et "skridt mod global atomafrustning".
Ved det mulige topmøde mellem Kim Jong-un og Donald Trump vil den nordkoreanske leder og den amerikanske præsident blandt andet drøfte muligheden for en atomafrustning af Den Koreanske Halvø.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde