Norden reagerer skarpt på dansk praksis

Danmark har udvist nordiske borgere med behov for socialhjælp, men ifølge en nordisk konvention kan man ikke udvise nordiske statsborgere, selv om de skulle have behov for økonomisk hjælp fra det offentlige.

Sagen er blevet taget op af Medborger- og Forbrugerudvalget i Nordisk Råd på dets møde i Malmø tirsdag og onsdag. Komiteen havde bedt integrationsminister Birte Rønn Hornbech (V) om at møde udvalget.

Hun ønskede ikke at møde de nordiske parlamentarikere for at forklare den danske praksis.

- Det er helt usædvanligt, at en minister nægter at møde et udvalg i Nordisk Råd, siger udvalgets næstformand, norske Martin Kolberg.

På mødet vedtog udvalget at opfordre den danske regering til at gennemgå dens praksis på området.

- Der er en foruroligende forskel mellem Danmark og de øvrige nordiske lande, siger Kolberg.

Udvalget har sendt et brev, hvori de beder om et møde med den danske integrationsminister. Kolberg siger, at sagen vil blive taget op, når Nordisk Råd samles til session i Reykjavik i begyndelsen af november.

Normalt møder alle de nordiske landes statsministre og andre fagministre op på sessionerne, men også på dette område har Danmark jævnligt modtaget kritik.

Medborger- og Forbrugerudvalget spurgte i januar i år de nordiske regeringer om, hvilken praksis de forskellige lande har for at udvise nordiske statsborgere.

Det stod hurtigt klart, at både Danmark og Sverige mener, at det er muligt at udvise nordiske statsborgere, hvis de udgør en social belastning. Det er dog kun Danmark, der praktiserer det.

/ritzau/NTB

Nordiske socialhjælpsklienter, som opholder sig i Danmark, er blevet udvist af landet. De andre lande reagerer på den danske praksis og vil have den stoppet.

Offentliggjort Sidst opdateret