Nordirlands førsteminister går af efter uro om brexitregler
Paul Givan har været førsteminister i Nordirland i mindre end et år. Torsdag trækker han sig fra posten, oplyser han på et pressemøde. Foto: Paul Faith/Ritzau Scanpix
Paul Faith/Ritzau Scanpix
Nordirsk førsteminister træder tilbage, kort tid efter at hans landbrugsminister har brudt brexit-aftale.
Nordirlands førsteminister, Paul Givan, træder tilbage efter mindre end et år på posten. Det oplyser han torsdag aften.
Han gør det i protest over handelsregler forårsaget af brexit.
Hans tilbagetræden kommer, kort tid efter at provinsens landbrugsminister, Edwin Poots, har givet ordre om at stoppe tjek af landbrugsvarer, der kommer fra det øvrige Storbritannien til Nordirland.
- Jeg har nu udstedt en formel instruktion til at indstille alle tjek, sagde han onsdag aften.
Det er et åbenlyst brud på den brexit-aftale, som Storbritannien har indgået med EU. Nordirland er en del af det britiske kongedømme (UK).
En talsmand for premierminister Boris Johnson hævder imidlertid, at kontrollen af varer kører videre som vanligt. Men han føjer til, at EU selv må løse striden sammen med Nordirland.
Det er EU-Kommissionen helt imod. Det er den britiske regering, man har forhandlet brexit-aftalen med.
Kontrollen - der er en stikprøvekontrol - af landbrugsvarer er aftalt, så grænsen mellem Irland og Nordirland kan forblive en åben grænse. EU står fast på, at hvis der ikke er nogen kontrol med britiske varer ind i Nordirland, så står EU's indre marked pivåbent for briterne.
Både Givan og Poots kommer fra det overvejende protestantiske parti DUP. De er modstandere af aftalen.
DUP, der er probritisk, har i månedsvis truet med at trække sig ud af den nordirske regering forud for et valg i maj.
Det ser brexit-aftalens irske protokol som et snigende forsøg på at gøre Nordirland til en del af republikken Irland.
Brexit-aftalen mellem den britiske regering og EU fastholder Nordirland som en del af EU's indre marked og med en åben grænse til Irland. Det skal forhindre, at der opstår nye spændinger mellem unionister - som overvejende er protestanter - og republikanere, som overvejende er katolikker.
Nordirland var fra slutningen af 1960'erne skueplads for en blodig konflikt, der kostede flere tusind mennesker livet.
Det blev afsluttet med den såkaldte Langfredagsaftale fra 1998, hvor EU var en af garanterne for aftalen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned