Ian Paisley, den protestantiske svovlprædikant, der spillede en central rolle i nordirsk politik gennem årtier med sekterisk vold og den fredsproces, der fulgte, har meddelt, at han takker af.
Som leder af de unionister, der i årevis afviste at komme med indrømmelser over for nationalisterne, blev Paisley i 2007 førsteminister i Nordirlands lokalregering. Her kom han til at dele magten med de nationalister, han havde brugt livet på at bekæmpe. Han trådte tilbage som førsteminister i juni 2008.
Den 83-årige Paisley meddelte sin beslutning om at trække sig helt ud af politik via sin lokale avis, the Ballymena Guardian.
Paisleys beslutning om ikke at genopstille til parlamentet i London, hvor han er en af de længstsiddende politikere, baner vejen for, at hans søn, der også hedder Ian Paisley, kan få en ledende rolle i nordirsk politik.
Paisley junior er medlem af lokalparlamentet i Nordirland for Det demokratiske Unionistparti. Partiet skal på mandag tage stilling til, hvem der skal være kandidat til den afgående Paisleys plads i det britiske parlament ved det kommende parlamentsvalg.
- Dette er afslutningen på en betydelig æra i britisk politik, og Ian Paisley har efterladt sig nogle kæmpe fodspor, siger Paisley junior.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde