En ud af 10 børn mellem 12 og 16 år i Danmark, Sverige og Norge mener, at fysisk afstraffelse i hjemmet er okay. Det viser en ny undersøgelse fra Unicef, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Den norske børneombudsmand Reidar Hjermann er ikke synderligt overrasket over resultaterne, men mener stadig, at det er foruroligende. Især da den slags afstraffelse i Norge - ligesom i Danmark - er forbudt ved lov.
- Den omstændighed, at 10 procent af de norske børn tror fysisk afstraffelse er i orden er problematisk, fordi det betyder, at de ikke har forstået, at den type straf er en overtrædelse af både børns rettigheder og den norske lov, siger Reidar Hjermann.
Unicef i Norges generalsekretær, Kjersti Fløgstad, er også oprørt over resultaterne af undersøgelsen.
- Vi kan ikke acceptere, at børn udsættes for fysisk afstraffelse, både i Norge og uden for landet, siger Fløgstad.
Ifølge undersøgelsen mener 7,8 procent af de norske børn, at mild fysisk afstraffelse såsom en endefuld er okay, mens 2,4 procent mener, at fysisk afstraffelse i sig selv er uproblematisk.
Undersøgelsen, som omfatter Norge, Sverige, Danmark og Finland, viser, at tallene er nogenlunde ens for alle lande undtagen Finland. Her mener hele 31 procent af de adspurgte børn, at afstraffelse i hjemmet er acceptabelt.
Børneombudsmanden Hjermann mener, at det er sandsynligt, at denne gruppe selv har været udsat for fysisk afstraffelse, og det er derfor, at de er positivt indstillet.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker