Nordkorea advarer USA efter vellykket missilaffyring
Nordkorea prøveaffyrede søndag en ny type ballistisk missil, der styrtede ned i Det Japanske Hav. Foto er fra sydkoreansk nyhedsudsendelse søndag om affyringen. Foto: /ritzau/AP/Ahn Young-joon
/ritzau/AP/Ahn Young-joon
Formål med affyring af missil søndag var at teste, om det kan fremføre atomvåben, oplyser nordkoreansk medie.
Styret i Nordkorea bekræfter mandag, at landets militær søndag foretog en prøveaffyring af et nyudviklet ballistisk missil.
Samtidig advarer Nordkorea USA om "ikke at tage fejl af", at det amerikanske fastland samt de amerikanske militærbaser i Stillehavet er inden for rækkevidden af et angreb.
Det tilføjes, at Nordkorea "har alle magtfulde midler til et gengældelsesangreb".
Det rapporterer det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA, ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Nordkorea har tidligere sagt, at landet har udviklet en ny form for interkontinentalt ballistisk missil (ICBM), som kan udstyres med et atomsprænghoved.
Ifølge det amerikanske militær var det ikke et sådant missil, der blev testet søndag.
Formålet med søndagens affyring, der betegnes som en succes, var at afprøve "tekniske detaljer og karakteristika" ved en ny type raket, der er "i stand til at fremføre et kraftigt og stort atomsprænghoved", oplyser KCNA ifølge AFP.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overværede ifølge KCNA opsendelsen af missilet, der fandt sted kort før klokken seks lokal tid søndag morgen fra regionen Kuson nordvest for hovedstaden Pyongyang.
Både Sydkorea, Japan og USA registrerede affyringen.
Ifølge Japan holdt missilet sig i luften i cirka 30 minutter og tilbagelagde en distance på mellem 700 og 800 kilometer, før det styrtede i Det Japanske Hav.
KCNA oplyser, at missilet med navnet Hwasong-12 fløj 787 kilometer og nåede en maksimumshøjde på 2111,5 kilometer.
Nordkoreas forrige forsøg på at sende et missil afsted - 29. april - endte angiveligt i en fiasko. Missilet eksploderede ifølge militæret i Sydkorea, få sekunder efter at det havde forladt affyringsrampen.
FN's Sikkerhedsråd mødes tirsdag eftermiddag i New York for at drøfte den seneste prøveaffyring, der er et brud på FN's sikkerhedsresolutioner.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker