Nordkorea affyrer igen ballistiske missiler
Ifølge det sydkoreanske militær holdt de nordkoreanske missiler sig i luften op til 600 kilometer.
Nordkorea har tirsdag morgen lokal tid affyret tre ballistiske missiler i retning af Det Japanske Hav. Det oplyser militæret i Sydkorea ifølge nyhedsbureauet Yonhap.
Missilerne, der blev affyret fra regionen Hwangju i den vestlige del af Nordkorea, fløj mellem 500 og 600 kilometer, oplyser den sydkoreanske militærkommando i en pressemeddelelse.
- Det er en distance lang nok til at ramme over alt i Sydkorea. Også Busan, hedder det i meddelelsen.
Busan er Sydkoreas store havneby i den sydligste del af landet.
Det amerikanske militær bekræfter, at der også her er registreret missilaffyringer fra Nordkorea. Ifølge USA blev de tre missiler affyret i løbet af knap en time, skriver Reuters.
Styret i Nordkorea reagerede for godt en uge siden vredt på nyheden om, at Sydkorea og USA har truffet endelig afgørelse om at etablere et forsvarssystem, der kan forhindre missiler fra Nordkorea i at ramme nabolandet.
Nordkorea har truet med at gengælde opstillingen af et missilskjold med "fysisk handling", så snart det kender den geografiske placering af systemet.
I adskillige måneder har Nordkorea med jævne mellemrum foretaget prøveaffyringer af ballistiske missiler. I juni affyrede landet et mellemdistancemissil, og tidligere denne måned blev et missil sendt af sted fra en undervandsbåd.
FN's Sikkerhedsråd vedtog i marts en resolution om at udvide de internationale sanktioner mod Nordkorea. Det skete som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning 6. januar, som var den fjerde af slagsen i det lukkede land.
Seneste artikler
Lolland har brug for millioner - ikke en ny omfartsvej
Lokal fotograf hædret med international pris
Brrr... frøs du også? Så koldt var det i nat
69-årig mand stalkede kvinde i årevis: Her er dommen
To måneder efter hun forsvandt: Nu skal specialhunde søge efter Maibritt
Mest læste artikler
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker