Nordkorea affyrer missiler for at minde om risiko for atomkrig
Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un, var tirsdag på besøg på en kommandopost i landet. Det vides dog ikke, om dette billede er taget i den anledning. Foto: Kcna/Reuters
Affyring af missiler fra Nordkorea lørdag fandt sted som modsvar til militærøvelser mellem USA og Sydkorea.
Da Nordkorea lørdag affyrede to krydsermissiler, skete det som led i et "simuleret taktisk atomangreb" for at minde landets fjender om, at risikoen for en atomkrig er reel.
Det meddeler det statskontrollerede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- En affyringsøvelse som led i et simuleret taktisk atomangreb blev udført ved daggry 2. september for at advare fjenderne om den reelle fare for atomkrig, lyder det fra KCNA.
Øvelsen blev udført som svar på militærøvelser, som de seneste måneder er blevet afholdt med deltagelse af soldater, kampfly og flådefartøjer fra både USA og Sydkorea, oplyser KCNA videre.
- To langtrækkende strategiske krydsermissiler udstyret med falske atomare sprænghoveder blev affyret.
Missilerne blev affyret fra Nordkoreas vestkyst og landede i Det Gule Hav.
Nordkorea affyrer jævnligt missiler. Regimet beskriver det som regel som "testaffyringer". Ifølge AFP har antallet af raket- og missilaffyringer fra nordkoreansk territorie i år været rekordhøjt.
Som modsvar har USA og Sydkorea skruet op for deres militære samarbejde.
Så sent som torsdag afsluttede USA og Sydkorea deres seneste fælles militærøvelse. Den varede 11 dage.
Forholdet mellem Nord- og Sydkorea er køligere end det har været i mange år. De diplomatiske tilnærmelser fra Sydkoreas side er sat på pause efter flere fejlslagne forsøg på at drøfte en afvikling af Nordkoreas atomprogram.
Tirsdag besøgte Nordkoreas leder, Kim Jong-un, en kommandopost, hvor han fortalte om detaljerede krigsplaner. Herunder hvordan Nordkorea vil "udføre samtidige og enormt voldsomme angreb" på centrale militærmål i Sydkorea.
Sydkoreas militær var de første til at oplyse om den seneste affyring af missiler fra Nordkorea. Herfra lød det lørdag, at to krydsermissiler var blevet affyret fra nordkoreansk territorie omkring klokken 04 lokal tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker