Nordkorea har sendt snesevis af granater mod en ø i Sydkorea, oplyser sydkoreansk militær, der har besvaret angrebet. 14 sydkoreanske marinesoldater er såret. Fire alvorligt. Mange huse er i brand som følge af angrebet.
Ifølge de sydkoreanske myndigheder blev de nordkoreanske granater antageligt affyret som respons på en sydkoreansk militærøvelse.
Angrebet tirsdag morgen dansk tid var rettet mod øen Yeonpyeong, der ligger i havet vest for den koreanske halvø. Øen ligger syd for grænsen, der skiller nord- og sydkoreansk farvand.
Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, siger, at det nu gælder om at forhindre, at artilleribeskydning mellem nord- og sydkoreansk militær tirsdag ikke eskalerer til en større konflikt, oplyser det sydkoreanske nyhedsbureau, Yonhap.
Tv-stationen YTN i Seoul oplyser, at Sydkoreas regering har advaret om en kraftig respons, hvis Nordkorea fortsætter dets "provokationer".
Øjenvidner siger, at op mod 70 huse på øen står i brand som følge af angrebet. Samtidig er indbyggere på øen blevet evakueret til beskyttelsesrum.
- Vi fik i højttalere at vide, at vi skulle flygte fra vore hjem og søge i beskyttelsesrum, siger en lokal beboer, Lee Jong-Sik, til den sydkoreanske tv-station YTN.
Tv-billeder viser sorte røgskyer stige til vejrs fra Yeonpyeong-øen.
Sydkoreansk militær bekræfter, at den har besvaret beskydningen og sendt krigsfly på vingerne, men kommer ikke med yderligere detaljer.
Ifølge YTN siger øjenvidner, at beboere fra Yeonpyeong er begyndt at flygte fra øen i deres fiskerbåde.
Nord- og Sydkorea er teknisk set fortsat i krig, da der ikke er indgået nogen fredsaftale efter Koreakrigen, der blev udkæmpet fra 1950 til 1953. Siden har der været tilbagevendende grænsestridigheder mellem de to lande på den Koreanske Halvø.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet