Nordkorea påstår at have mini-sprænghoveder til atomvåben
Ifølge nordkoreansk medie har landet udviklet nukleare sprænghoveder, så atomvåben kan sættes på missiler.
Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, siger, at et hold af forskere i landet har udviklet nukleare sprænghoveder i en miniatureudgave, så de kan placeres på et ballistisk missil.
Det skriver Reuters, der citerer det nordkoreanske statsmedie KCNA.
Det ifølge KCNA "succesfulde" fremskridt betyder, at Nordkorea kan skabe en "reel atomafskrækkelse", siger Kim Jong-un.
- De nukleare sprænghoveder er blevet standardiseret til at kunne bruges med ballistiske missiler ved at fremstille en miniatureudgave af dem, siger Jong-un ifølge KCNA.
Det er første gang, at Kim Jong-un direkte nævner mini-udgaverne af sprænghovedet. Styret har tidligere påstået at have sprænghovederne i sit arsenal, men det har flere aktører internationalt sat spørgsmålstegn ved.
Dog har der været indikationer fra højtstående militærembedsmænd i USA på, at Nordkorea muligvis er lykkedes med sin plan om at fremstille miniudgaverne af sprænghovederne.
Udmeldingen fra Nordkorea kommer, blot få dage efter at styret i landet forberedte sit militær på, at det skal være klar til at tage landets atomvåben i brug når som helst.
- Vi skal være klar til at affyre vores nukleare sprænghoveder når som helst, blev Kim Jong-un citeret for at have sagt fredag.
FN udvidede for godt en uge siden sine sanktioner mod styret i Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning. Den fjerde siden 2006.
Nordkorea har efterfølgende kaldt sanktionerne for "uretfærdige, ulovlige og umoralske".
Samtidig svor det isolerede land at fortsætte med at udbygge sit atomarsenal.
- Styrkelsen af vores atom-skræmmevåben er en legitim udøvelse af vores ret til selvforsvar. Den vil fortsætte, så længe den amerikanske politik er så fjendtlig, stod der i erklæringen, som blev offentliggjort i flere statslige medier i Nordkorea.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned