Nordkorea skaber sin egen tidszone
Nordkoreas ledelse har fået nok af at dele tidszone med Japan. Nu vil diktaturstaten have sin egen tid.
Nordkoreanerne skal stille deres ure en halv time tilbage, sådan at Nordkorea ikke længere deler tidszone med de "ondsindede japanske imperialister".
Dermed skaber Nordkorea sin egen "Pyongyang Tid", som bliver en halv time efter Japan og i øvrigt også Sydkorea.
Nordkoreas tid er herefter GMT + 8:30.
Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA blev beslutningen godkendt onsdag af parlamentet, der regnes for diktatoren Kim Jong-uns forlængede arm.
Ændringen til Pyongyang Tid sker 15. august, og dermed vender Nordkorea tilbage til den tid, der var gældende på den koreanske halvø forud for den japanske besættelse fra 1910 til 1945.
- De ondsindede japanske imperialister begik utilgivelige forbrydelser ved at fratage Korea selv standard-tiden, mens de ubarmhjertigt nedtrådte 5000 års historie og kultur og fortsatte den uhørte politik med at udslette den koreanske nation, skriver KCNA.
Korea indførte første gang en tidszone i 1908, men japanerne stillede i 1912 på uret, så den blev den samme som i Japan.
I Sydkorea siger landets Genforenings Ministerium, som tager sig af forholdene til Nordkorea, at ændringen i tidszonen kan skabe en række problemer, herunder i driften af det store fælles industrikompleks Kaesong, som ligger lige inde på den nordkoreanske side af grænsen.
Sydkorea gik i 1954, lige efter Koreakrigen, også væk fra japansk standardtid - også for at signalere et brud med det japanske styre.
Men i 1961 blev klokken atter stillet frem til japansk tid, efter at Park Chung-Hee kom til magten ved et militærkup.
Rationalet bag ændringen var, at de to USA-allierede Japan og Sydkorea bør have samme tidszone for at kunne planlægge bedre.
Kendere af Nordkorea mener ifølge nyhedsbureauet AFP, at Nordkoreas ændring af tiden kan ses i sammenhæng med diktaturstatens bestræbelser på at få staten til at fremstå som det rene og autentiske Korea, mens Sydkorea er forurenet af udenlandsk dominans.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub