Nordkorea tester ballistiske missiler mens USA besøger Seoul
Sydkorea kan regelmæssigt følge med i fjernsynet, når Nordkorea laver prøveaffyringer med landets hwasongmissiler. Billedet her er fra november sidste år. (Arkivfoto). Foto: Kim Hong-Ji/Reuters
Nordkorea har set sit snit til at fremvise ballistisk kapacitet, mens USA's udenrigsminister besøger Seoul.
Nordkorea og dets ubestridte leder, Kim Jong-un, har øjensynligt set sit snit til at sende USA, Sydkorea og Japan et signal, mens den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, aflægger besøg i Sydkoreas hovedstad, Seoul.
Mens Blinken har deltaget i en demokratikonference i Seoul, har Nordkorea efter alt at dømme affyret to indtil videre uidentificerede ballistiske missiler ud over Det Japanske Hav mod øst.
Det oplyser kystvagten i Japan, som i samme ombæring kan fortælle, at missilener menes at være styrtet i havet uden for Japans eksklusive økonomiske zone (EEZ), ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det menes ikke at have forårsaget nogen skade.
Det står endnu ikke helt klart, hvilket missil det er, Nordkorea har prøveaffyret.
Men landet kunne for omtrent et år siden afsløre, at det havde lagt sidste hånd på Hwasong 18-missilet, og Nordkorea har siden da flere gange testet netop det missil.
Ifølge Nordkorea selv kan missilet udrustes med atomsprænghoveder og er bygget til at ramme mål på lang afstand.
Landet påstår, at det kan ramme mål op til 15.000 kilometer væk - med andre ord: et hvilket som helst sted på USA's fastland.
Japans premierminister, Fumio Kishida, kalder ifølge Reuters prøveaffyringen "fuldstændigt uacceptabel".
Nordkorea har for vane at spille med musklerne, når Japan, USA og Sydkorea stikker hovederne sammen.
De tre lande indgik i december en aftale, der betyder, at de i realtid kan dele data om Nordkoreas missilaffyringer med hinanden.
Halvøen Korea blev delt i to efter Anden Verdenskrig.
Det kommunistiske styre i nord bekrigede med støtte fra Sovjetunionen de amerikansk-allierede styrker i syd indtil 1953, hvor der blev indgået en våbenhvile.
Fordi våbenhvilen aldrig er blevet omsat til en reel fredsaftale, er Sydkorea og Nordkorea formelt set stadig i krig.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie