Nordkorea tester missilmotor til at opsende satellitter
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overvågede testen af en ny missilmotor til at affyre satellitter, rapporterede nordkoreanske statsmedier tirsdag. Arkiv. Foto: AP
AP
Landets leder overvågede det, som statslige medier kalder "en ny type motor til et missil."
Nordkorea har igen testet et missil med succes. Det skriver internationale nyhedsbureauer.
Denne gang er der tale om en ny missilmotor, der kan bruges til at affyre satellitter, rapporterede nordkoreanske statsmedier tirsdag.
Landets leder, Kim Jong-un, overvågede testen.
- Kim Jong-un besøgte Sohae Space Center for at vejlede testen af en ny type kraftig motor til et missil, skriver KCNA.
Sohae Space Center er ofte stedet, hvor Nordkorea tester missiler.
Motoren kan give landet "tilstrækkelig evne til at affyre diverse satellitter. Inklusive satellitter, der kan observere på verdensplan", skriver det nordkoreanske statsmedie KCNA.
Ifølge nyhedsbureauet AFP udgør den nye missilmotor en opgradering af Nordkoreas våbenprogram.
Testen er den seneste i en lang række våbentest fra den isolerede stat.
Ifølge KCNA bad Kim Jong-un forskere og ingeniører om at gøre satellitten "klar til affyring, så snart det er muligt på baggrund af den succesfulde test."
Det indikerer ifølge Reuters, at Nordkorea snart igen vil teste et langtrækkende missil.
Testen bliver gennemført midt i en tid, hvor det meste af verden fordømmer Nordkorea. Tidligere på måneden gennemførte landet sin femte atomtest.
Landet har i det hele taget testet atomvåben og missiler i et tempo, der aldrig er set før, skriver Reuters.
USA, Japan og Sydkorea har forsøgt at få FN til at presse Nordkorea yderligere.
Tidligere i september affyrede landet tre missiler.
Missilerne fløj omkring 1000 kilometer hver. I august afprøvede landet et missil, der blev affyret fra en undervandsbåd.
Nordkorea affyrede også en mellemdistanceraket i juni, som eksperter mener markerede et teknologisk fremskridt for staten.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker