Nordkorea vil afbryde hotlines med Sydkorea
En direkte kommunikationslinje mellem Nordkoreas magtfulde centralkomite (foto) og præsidentboligen i Sydkorea vil blive lukket, oplyser nyhedsbureauet KCNA tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Kcna/Reuters
Kcna/Reuters
Nordkorea gør alvor af trussel om at afbryde kontakt med Sydkorea på grund af propaganda fra afhoppere.
Styret i Nordkorea vil afbryde alle politiske og militære kommunikationslinjer med Sydkorea.
Det skriver Nordkoreas statslige nyhedsbureau KCNA tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Første skridt bliver at indstille hotlines med regeringen i Seoul.
Nordkorea har de seneste dage langet ud efter Sydkorea og truet med at nedlægge et fælles koreansk forbindelseskontor samt andre projekter, hvis Sydkorea ikke forhindrer afhoppere i at sende foldere og andet propagandamateriale rettet mod styret i Pyongyang ind i Nordkorea.
- Pyongyang vil fuldstændig afbryde og nedlægge forbindelseslinjen mellem myndigheder fra Nord og Syd, som er blevet varetaget af Nord-Syds fælles forbindelseskontor, skriver KCNA ifølge nyhedsbureauet AFP.
KCNA beskylder myndigheder i Sydkorea for uansvarlighed ved at tillade afhoppere at "såre Nordkoreas øverste ledelses værdighed".
- Dette var et tegn på fjendtlighed over for hele vores folk. Vi er nået til den konklusion, at der ikke er nogen grund til at side ansigt til ansigt med sydkoreanske myndigheder, skriver KCNA.
- Der er ikke nogen spørgsmål at drøfte med dem, da de kun har vakt vores utilfredshed, hedder det videre ifølge Reuters.
Også andre kommunikationslinjer mellem de to lande vil blive indstillet med virkning fra tirsdag middag lokal tid ifølge KCNA, der omtaler Sydkorea som "fjenden".
Deriblandt en kommunikationslinje mellem militæret i de to lande samt en hotline, der forbinder det nordkoreanske arbejderpartis magtfulde centralkomité med Sydkoreas præsidentbolig.
De to lande på den koreanske halvø er teknisk set stadig i krig, fordi Koreakrigen fra 1950 til 1953 blev afsluttet med en våbenhvile fremfor en fredstraktat.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde