Nordkoreansk soldat krydser farlig grænse
Efter at have dræbt to kolleger fra den nordkoreanske hær flygter en soldat lørdag over den stærkt bevogtede grænse til Sydkorea.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap. Der er tale om det kun fjerde flugtforsøg fra Nordkorea i løbet af de seneste 10 år.
Soldaten, der nu er i den sydkoreanske hærs varetægt, siger, at han har skudt to officerer i forbindelse med flugten.
- Vi hørte seks skud, og kort efter så vi en nordkoreansk soldat krydse den militære demarkationslinje, siger en talsmand for den sydkoreanske hær.
- Vi har fået bekræftet, at soldater ønsker at desertere til Sydkorea, fortsætter talsmanden.
Der er ingen officiel bekræftelse på dræbte, men nyhedsbureauet Yonhap citerer militære kilder for at sige, at to døde nordkoreanske soldater er blevet set liggende på jorden på den nordkoreanske side af grænsen.
Der er endnu ingen officielle kommentarer fra det nordkoreanske styre i Pyongyang om hændelsen.
Militære deserteringer fra Nordkorea til Sydkorea er yderst sjældne. De seneste rapporterede deserteringer er fra 2010, 2008 og fra 2002.
Nordkorea er et af verdens mest lukkede og fattige lande. Mange millioner mennesker lever i dyb fattigdom.
I februar lykkedes det USA at lave en aftale med Nordkorea om at sende 240.000 ton mad til landet mod, at Nordkorea lod være med at teste sine atommissiler.
Den plan blev skrottet, da Nordkorea sendte en raket op i april - efter sigende fordi den skulle bringe en satellit i kredsløb.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned