Nordkoreansk statsmedie: Atomanlæg er helt ødelagt
Nordkorea kalder det et "skridt mod global atomafrustning", at landet - hævder det - har ødelagt et testanlæg for atomvåben i Punggye-ri. Foto: Kim Hong-ji/Reuters
Efter mediers rapporter om sprængninger på atomanlæg melder styret i Nordkorea, at det er tilintetgjort.
Nordkorea bekræfter via det statslige nyhedsbureau KCNA, at et atomanlæg i Punggye-ri er ødelagt. Styret kalder det et "skridt mod global atomafrustning".
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, havde annonceret, at styret ville tilintetgøre testanlægget, før han ifølge planen skal mødes med USA's præsident, Donald Trump, i næste måned.
Torsdagens sprængninger har medført, at "indgange til tunneler er helt lukkede". Indtil torsdag var to tunneler ifølge mediet fortsat brugbare til test.
Tidligere har kinesiske geologer i et videnskabeligt tidsskrift analyseret området. De nåede frem til, at anlægget efter flere voldsomme test ikke længere kunne bruges uden at udgøre en alvorlig fare.
Der er endnu ikke kommet internationale reaktioner eller bedømmelser af, om testcenteret i Punggye-ri reelt er bragt ud af funktion.
Tidligere har internationale medier, som med journalister overværede missionen torsdag, rapporteret, at anlægget skulle være jævnet med jorden.
Sprængladninger blev rettet mod tre tunneler i bjerget og observationstårne i området.
Der var imidlertid ingen internationale observatører med ekspertviden til stede.
Ifølge nyhedsbureauet KCNA er der ikke registreret radioaktive læk som følge af operationen torsdag.
Afmonteringen skulle markere et historisk tøbrud, men den kommer, mens der igen er spændinger mellem USA og Nordkorea.
I Nordkorea er styret ophidset over, at USA's vicepræsident, Mike Pence, har sagt, at Nordkorea kan ende som Libyen.
Libyen indgik en aftale om atomafrustning i 2003. Otte år senere blev Muammar Gaddafi, som var landets leder i årtier, dræbt i forbindelse med en vestlig militærintervention.
Meldingen fra Pence har - sammen med USA's seneste militærøvelse i Sydkorea - skabt tvivl om topmødet mellem Kim Jong-un og Donald Trump 12. juni i Singapore.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned