Nordkoreas leder, Kim Jong-il, er på besøg hos sin magtfulde allierede Kina og er formentlig ledsaget af sin søn og arvtager, siger sydkoreanske regeringskilder.
Kilderne siger, at Kim Jong-il tilsyneladende er på besøg i det nordøstlige Kina, hvor et hotel er under skarp bevogtning og afspærret for almindelige kinesere. Sådan har det også været under Kim Jong-ils tidligere besøg i Kina, og det tages som tegn på, at han formentlig opholder sig på hotellet i byen Jilin.
Iagttagere mener, at formålet med den 68-årige Kim Jong-ils besøg i Kina kan være at få det kinesiske styres accept af hans efterfølger, sønnen Kim Jong-un.
Nordkoreas provinser har valgt repræsentanter forud for et afgørende møde i september, hvor den 27-årige Kim Jong-un ventes at få vigtige poster i kommunistpartiet som et skridt på vej hen mod magtovertagelsen efter sin far.
Kim Jong-ils besøg i Kina finder sted netop som den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter er ankommet til Nordkorea, hvor han vil forsøge at få løsladt en amerikansk statsborger, der sidder fængslet i det isolerede land.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker