Nordmænd kan ikke købe ispinde i Sverige

Nordmænd er fra 1. juni i år blevet afskåret fra at købe slik, is og aviser med plastikkort i svenske forretninger, der også har tilladelse til at sælge spil. Forklaringen er en kodning, som ikke fungerer.

- Der er tale om norsk formynderi, som kraftigt begrænser nordmændenes mulighed for at handle med deres bankkort, siger lokalformand Kjell Undén, Svensk Handel, til Sundsvall Tidning.

Han opdagede problemet, da nordmænd i gentagne tilfælde blev afvist, når de forsøgte at betale med kort i hans butik. Årsagen er en lov, der forbyder nordmænd at bruge plastikkort til betaling for spil hos internationale spilleselskaber.

For at leve op til reglerne har man kodet forskellige kasseapparater, så de skulle kunne skelne mellem spillere og kunder, der købte andre varer. Men kodningen fungerer ikke.

En rundringning, som Sundsvall Tidning har foretaget, viser, at mange handlende er blevet ramt af, at nordmænds køb af slik og is er blevet afvist.

Forbuddet trådte i kraft lige ved indledningen til turistsæsonen, men det står ikke klart, hvor meget det har påvirket handlen i Sverige.

I Sverige har 6758 butikker og kiosker en aftale med Svenska Spel, mens 2187 har tilladelse til såkaldt Jack Vegas-spil.

/ritzau/TT

En formynderisk holdning begrænser nordmænds muligheder for at betale med plastikkort i svenske kiosker, fnyser en lokalformand for Svensk Handel.

Offentliggjort Sidst opdateret