Nordmænd opfordres til igen at droppe håndtrykket

Drop håndtrykket og bliv hjemme ved sygdom, lyder det fredag fra den norske sundhedsminister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den norske sundhedsminister, Ingvild Kjerkol, har fredag opfordret nordmændene til på ny at vinke farvel til håndtrykket.

Det sker på et pressemøde med regeringen fredag formiddag.

I stedet opfordrer ministeren til at vende tilbage til eksempelvis at hilse med albuen eller ved at nikke til hinanden. Det skal være med til at bremse en støt stigning i antallet af coronasmittede i Norge.

- Jeg vil opfordre alle til at droppe håndtrykket og gå tilbage til den smittefrie måde at hilse på. Det vil forhindre spredning af smitte, siger hun.

Ud over at droppe håndtrykket opfordrer Ingvild Kjerkol også borgerne til at følge myndighedernes råd om at blive hjemme ved sygdom.

Det er et råd, som flere nordmænd ifølge ministeren er begyndt at glemme.

- Det fører til, at coronavirusset og andre virusser spreder sig hurtigt i befolkningen. Det fører til flere smittede, flere syge og et større pres på sundhedsvæsenet, lyder det fra sundhedsministeren.

- Det kan i løbet af kort tid føre til, at vi må indføre strengere nationale tiltag. Du skal holde dig hjemme, når du er syg, siger hun.

Sundhedsministeren åbner fredag også for brug af coronapas i kommunerne.

Passet gælder for færdigvaccinerede, tidligere smittede og personer, der har fået en negativ test inden for de seneste 48 timer.

Brugen af passet bestemmes lokalt i kommunerne, siger Ingvild Kjerkol.

Regeringen har fredag desuden offentliggjort nye tiltag i forbindelse med indrejse til Norge. Man kan rejse ind i landet på samme måde som hidtil, men man skal nu registrere sig i et særligt indrejseregistreringssystem.

Alle indrejsende har pligt til at vise en bekræftelse på, at de har registreret sig samt at vise deres coronapas, hvis de bliver spurgt om det.