Nordmand flygtede fra gidseltagere med splinter i benet
En 50-årig norsk mand slap fra det dramatiske gidseldrama på gasanlægget i Algeriet ved at kravle gennem ørkensandet med splinter i benet.
Det fortæller hans hustru til Bergens Tidende.
Manden skulle egentlig have været i lejren på gasanlægget, men sad i en bus på vej ind til byen for at ordne nogle papirer, da den islamistiske terrorgruppe angreb onsdag.
- Han sad i bussen helt foran ved chaufføren, da der lød et brag. Han var den sidste, som kom ud af bussen. Han har fortalt, at han blev skadet i låret, fordi han blev ramt af splinter. Jeg ved ikke hvor alvorligt, det er, siger kvinden til Bergens Tidende.
Sammen med andre overlevende kravlede manden gennem ørkensandet, mens terroristerne fortsatte ind på gasanlæggets område.
Efter en tid blev de flygtende gidsler taget op af en militærpatrulje og fragtet til sygehuset i In Aménas.
- Han har ikke sagt så meget om selve angrebet, men han siger, at gidseltagerne klart må have kunnet tage anlægge, fordi de havde vanvittig mange våben, og gode våben.
- Han tror også, at terroristerne ikke var forberedt på, at de skulle møde bussen, fortæller kvinden.
Hendes mand ringede til hende natten til fredag og fortalte, at han var i sikkerhed.
Ni ud af 17 nordmænd, der var ansat på anlægget, er i sikkerhed. Skæbnen for de øvrige otte norske gidsler er fortsat uvis.
Det kniber også fortsat for de norske myndigheder at få brugbare informationer fra Algeriet, og som kan kaste lys over de otte nordmænds skæbne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned