Nordmand tiltalt for drab på stedsøster og angreb på moské
Philip Manshaus gør nazi-hilsen i retten i Oslo i november sidste år. Efter at have siddet varetægtsfængslet i over et halvt år tiltales den 22-årige nordmand nu for drab og terror. Foto: Ntb Scanpix/Reuters
Ntb Scanpix/Reuters
Philip Manshaus er tiltalt for at have dræbt sin stedsøster med fire skud og for angreb på moské i Bærum.
Efter at have siddet varetægtsfængslet i over et halvt år tiltales den 22-årige nordmand Philip Manshaus mandag for drab og terror.
Manshaus er anklaget for at have dræbt sin 17-årige stedsøster den 10. august sidste år i deres fælles hjem og derefter at have angrebet moskéen al-Noor Islamic Centre i Bærum uden for Oslo.
Manshaus åbnede ild i moskéen med et haglgevær, men blev overmandet af besøgende på stedet, inden han dræbte eller sårede nogen.
Under afhøringer har han sagt til politiet, at det var hans hensigt at "dræbe så mange som muligt".
Retssagen mod den 22-årige indledes 7. maj i Asker og Bærums Byret. Det ventes, at Manshaus erklærer sig skyldig i anklagerne mod ham. Manshaus' advokat siger, at hans klient "handlede i nødværge" som "led i en modstandskamp".
Den 22-årige havde inden angrebet hyldet flere masseskydninger med højreekstreme motiver.
- Jeg vil beskytte mit folks fremtidige generationer, erklærede han i november og holdt armen op i luften i en nazistisk hilsen.
I september offentliggjorde politiet detaljer om drabet på Manshaus stedsøster, Johanne, der var adopteret fra Kina.
Ifølge obduktionsrapporten blev den 17-årige pige dræbt af tre skud i hovedet og et i brystkassen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde