Norge er positiv over for modtagecentre i Afrika

? For os er det vigtigt, at vi har en fælles europæisk asylpolitik, at vi har fælles regler og normer, og at vi kan deltage i de tiltag, der tages for at skabe fælles solidaritet, siger den norske statsminister, Erna Solberg, til NRK. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Norge vil deltage i de tiltag, der tages for at skabe fælles solidaritet, siger statsminister Erna Solberg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den norske regering tager godt imod flere EU-landes tanker om at oprette modtagelsescentre i Nordafrika for asylansøgere.

- For os er det vigtigt, at vi har en fælles europæisk asylpolitik, at vi har fælles regler og normer, og at vi kan deltage i de tiltag, der tages for at skabe fælles solidaritet, siger statsminister Erna Solberg til mediet NRK.

Forslaget blev lagt frem på et særtopmøde søndag blandt 16 af de 28 EU-lande. Her diskuterede lederne behovet for en fælles europæisk indvandringspolitik. Det er i disse drøftelser, at forslaget om modtagecentre i Nordafrika står centralt.

- Jeg mener, at Norge også må følge med på det, der foregår, og eventuelt deltage - forudsat at der tages hensyn til vigtige kriterier, siger den norske regeringsleder.

Flere af topmødedeltagerne udtrykte efter søndagens møde håb og optimisme.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, erklærede sig "afgjort tilfreds".

- Vi har styret den igangværende debat i den rigtige retning, sagde Conte.

Italien præsenterede på mødet et skriftligt forslag om, at alle EU-lande skal acceptere at modtage deres andel af asylansøgere. Ellers skal støtten til landet reduceres.

Mødet i Bruxelles var arrangeret i forlængelse af en regeringskrise i Tyskland.

Forbundskansler Angela Merkels CDU er af sin ene koalitionspartner, CSU, blevet præsenteret for et ultimatum. Hvis ikke hun snarest finder en EU-løsning, vil CSU handle imod kanslerens politik.