Norge evakuerer sin ambassade i Afghanistan

Både norske og afghanske ansatte på Norges ambassade i Afghanistans hovedstad, Kabul, evakueres og flyves til Norge. Ambassaden lukker midlertidigt på grund af den forværrede sikkerhedssituation, meddeler udenrigsminister Ine Eriksen Søreide. (Arkivfoto) Foto: Massoud Hossaini/Ritzau Scanpix

Som Danmark lukker også Norge ambassaden i Kabul midlertidigt. Tyskland reducerer til et absolut minimum.

Offentliggjort Sidst opdateret

Norge lukker midlertidigt sin ambassade i Kabul og evakuerer de ansatte.

Norske diplomater vil blive bragt til Norge, og det samme gælder afghanske ansatte og deres nærmeste familie.

Det meddeler den norske udenrigsminister, Ine Eriksen Søreide, på et pressemøde fredag eftermiddag.

- Nedlukningen er midlertidig, og vi genåbner, når situationen tilsiger det, siger hun ifølge nyhedsbureauet NTB.

Kort forinden havde den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), meddelt, at også den danske ambassade lukker midlertidigt.

Samtlige ansatte evakueres, herunder de cirka 45 lokalt afghanske ansatte, oplyser han.

Hverken Kofod eller hans norske kollega vil gå i detaljer med, hvordan evakueringen kommer til at foregå. De henviser begge til sikkerhedshensyn.

Finland vil evakuere i alt 130 ansatte fra sin ambassade i Kabul, meddeler udenrigsminister Pekka Haavisto ifølge nyhedsbureauet AFP.

I Sverige meddeler udenrigsminister Ann Linde fredag aften, at det er besluttet at begrænse antallet af medarbejde på den svenske ambassade i Kabul.

- Der er velgennemarbejdede forberedelser for evakuering af ambassadens personale, hvilket kan blive aktuelt med kort varsel, skriver Linde på Twitter.

Tyskland reducerer antallet af medarbejdere på sin ambassade i Afghanistan til "et absolut minimum", oplyser den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, fredag ifølge nyhedsbureauet dpa.

De medarbejdere, der skal forlade landet, vil blive fløjet ud med chartrede fly, tilføjer Maas.

Oprindeligt var det planen, at de ansatte skulle flyves ud af Kabul i slutningen af august. Men de planer er nu fremrykket, siger Maas fredag.

Dagen inden meddelte USA, at der sendes 3000 soldater til Kabul for at hjælpe med evakueringen af den amerikanske ambassade i byen.

De mange soldater skal også være med til at sikre den internationale lufthavn i Kabul, hvor både vesterlændinge og de afghanere, der har arbejdet for dem, skal flyves ud fra.

Også hjælpeorganisationer er begyndt at evakuere sine ansatte.

Taliban fortsætter fredag fremrykningen og har indtil videre indtaget 18 af de 34 provinshovedstæder i Afghanistan. Det skriver dpa.

Vestlige lande frygter, at Taliban kan indtage Kabul og vælte den vestligt støttede regering.