Norge lægger op til stramning af asylpolitikken
Hensigten er at standse tilstrømningen til Norge, fastslår Høyres regeringspartner, Fremskrittspartiet.
Det kan snart blive sværere at opnå asyl i Norge.
Statsminister Erna Solberg fra partiet Høyre vil på et møde tirsdag informere de øvrige af Stortingets partiledere om en række nye asyltiltag.
Regeringen fremlagde mandag en liste med 15 konkrete forslag om ændringer af asylreglerne.
På tirsdagens møde ventes yderligere forslag at blive lagt på bordet. Hvad de konkret sigter mod, kendes endnu ikke ifølge det norske nyhedsbureau NTB. Ifølge mødeindkaldelsen vil regeringen hastebehandle disse tiltag.
Fremskrittspartiet, der er regeringspartner med Høyre, er efter nogle dages betænkningstid indstillet på at deltage i forhandlingerne.
Men det indvandrerkritiske parti kræver stramninger.
- Det er tiltag om stramninger, som skal diskuteres. Ikke andre forhold i asyl- og flygtningepolitikken. Hensigten er at standse tilstrømningen til Norge, fastslår partiets gruppeformand i Stortinget, Harald Nesvik.
Flere af partiets medlemmer har talt for at lukke grænsen mellem Norge og Rusland, men det krav står ikke på listen.
- At lukke grænserne til et naboland er en alvorlig sag, siger Høyres gruppeformand, Trond Helleland.
Derimod indebærer et af forslagene, at asylansøgere, der har haft ophold i Rusland, skal sendes tilbage. Og det arbejde skal have topprioritet ifølge mandagens udmelding fra regeringen.
Øvrige forslag omfatter en begrænsning af reglerne for familiesammenføring, lavere ydelser og en hurtigere hjemsendelse af personer, der ikke er flygtninge og dermed ikke har krav på beskyttelse.
I første omgang vil regeringen forsøge at blive enige med Venstre og Kristelig Folkeparti. Skulle det vise sig svært, lader Arbeiderpartiet og Centerpartiet til at være indstillet på at sikre et flertal for forslagene, skriver NTB.
Regeringen håber at kunne have en aftale på plads inden jul.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned