Norge lukker ambassade i Mali af sikkerhedsmæssige årsager
FN's Minusma-mission i Mali har været i gang siden 2012. Den stopper ved udgangen af 2023. (Arkivfoto). Foto: Souleymane Ag Anara/Ritzau Scanpix
FN's beslutning om at stoppe en større operation i Mali får nu nordmændene til at lukke deres ambassade.
Norge har besluttet at lukke sin ambassade i det afrikanske land Mali.
Det oplyser Norges udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, torsdag.
Beslutningen er truffet på baggrund af sikkerhedssituationen i landet, lyder det. Det norske udenrigsministerium henviser i en pressemeddelelse blandt andet til to militærkup, der fandt sted i Mali i 2020 og 2021.
Norge lukker ambassaden i hovedstaden Bamako inden udgangen af 2023.
- At vi lukker ambassaden i Bamako betyder ikke, at vi afslutter vores engagement i Sahel, siger Huitfeldt i en pressemeddelelse.
- Der er store humanitære behov i Sahel, og Norge skal fortsat være en langsigtet og troværdig partner for civilbefolkningen i Mali og de andre lande i Sahel, lyder det videre fra udenrigsministeren.
Norges udmelding hænger sammen med, at FN's Sikkerhedsråd den 30. juni besluttede, at FN-operationen Minusma skal afsluttes inden udgang af året.
Hos den norske hjælpeorganisationen Kirkens Nødhjelp er generalsekretær Dagfinn Høybråten ked af regeringens udmelding.
- Det er en trist, trist dag, fordi Norge i dag har valgt at stoppe sin tilstedeværelse i Mali. Vi har dog samtidig respekt for de vurderinger, som udenrigsministeriet har gjort sig, siger Dagfinn Høybråten.
Kirkens Nødhjelp har været til stede i Mali siden 1984.
Mali ligger i den afrikanske Sahel-region. Regionen strækker sig som et bælte på tværs af Afrika med Sahara mod nord og savanneområder mod syd.
Flere militante grupper har været med til at skabe ustabilitet i området. Det gælder blandt andet grupperne Boko Haram og Islamisk Stat.
Danmark har bidraget til Minusma-operationen, siden den begyndte i 2012.
Danmark har stadig en ambassade i Malis hovedstad, Bamako. Der har ikke været nogen meldinger om, at den danske ambassade skulle lukke.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker