Norge lukker døren helt til Sverige efter mere coronasmitte
Der er smukt på den svenske ø Gotland. Men et stigende smittetryk med coronavirus betyder, at Norge nu også lukker for rejser til øen, der ellers tidligere var undtaget i den rejsevejledning, der fraråder rejser til Sverige. Foto: Bob Strong/Reuters
Bob Strong/Reuters
Nordmænd frarådes nu også at rejse til Gotland i Sverige. Øen var ellers tidligere undtaget i rejsevejledning.
Norge åbner fra 15. juli for rejser til EU-lande og EØS-lande, men samtidig frarådes alle rejser til Sverige, også øen Gotland, som tidligere var undtaget.
Det siger statsminister Erna Solberg på et pressemøde.
Sverige er et af seks europæiske lande, som nordmændene frarådes at rejse til, fordi der er større risiko for at blive syg med Covid-19.
- Vi beholder indrejsekarantænen for folk, som kommer fra lande med højt smittetryk, siger Solberg.
De nordiske statsministre har tidligere torsdag holdt et videomøde for at orientere hinanden, oplyser den svenske tv-station SVT.
Norge har hidtil kun tilrådet rejser til Danmark, Grønland, Færøerne, Island og Finland. Det skete med virkning fra 15. juni.
Ved den lejlighed tillod man også rejser til Gotland. Men i mellemtiden er smittetrykket på øen steget, og så røg det sidste stykke af Sverige på nej-listen torsdag.
Solberg siger, at Gotland ikke længere indfrier de norske sundhedsmyndigheders krav, når det gælder det maksimalt antal smittede.
Det er en bet for Sverige, der samtidig har fået besked fra Danmark, at danskere frarådes rejer til Skåne, selv om landsdelen tidligere blev undtaget. Kun Västerbotten i det nordlige Sverige er undtaget.
For både Norge og Danmark er kriteriet for at åbne for rejser til lande i Europa, at der er færre end 20 coronasmittede per 100.000 indbyggere.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker