Norge på vej med verdens største vindmølle

Norges olie- og energiministerium har givet det norske vindmølleselskab Sway koncession til at bygge verdens største vindmølle på øen Ljøsøyna i Øygarden vest for Bergen.

Både Norsk Ornitologisk Forening og Norges Miljøvernforbund har kæmpet imod vindmøllen. De mener, at den vil udgøre en fare for fuglelivet på stedet. Ministeriets vurdering er derimod, at vindmøllen ikke vil være til gene for fuglene.

Baggrunden for Sway-projektet er at få testet og kvalificeret en vindmølle med meget stor effekt. Den ultralette konstruktion uden gear på turbinen yder 10 MW. Med en rotordiameter på 145 meter regnes møllen for at være verdens største.

Det statslige Enova har tidligere tildelt Sway 137 millioner norske kroner i støtte til at udvikle den ny type vindmølle. Den vil i første ombæring blive testet på land, men på længere sigt er det planen at opstille lignende møller til havs.

/ritzau/NTB

I Norge er der givet tilladelse til at rejse verdens største vindmølle med en effekt på 10 MW. Projektets omfang får miljøorganisationer til at protestere.

Offentliggjort Sidst opdateret