Norge: Partier er tøvende over for Fremskrittspartiet

Regeringsdrøftelserne i Norge er ikke for alvor kommet i gang, fordi de to midterpartier Kristelig Folkeparti og Venstre vægrer sig mod at blive presset ind i en regering sammen med Fremskrittspartiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Samtidig har de to partiers krav om særlige vilkår til områderne Lofoten, Vesterålen og Senja, hvor der planer om nye olieboringer, ikke gjort Høyre-lederen Erna Solberg venligt stemt.

Alle forventer efter dette uges stortingsvalg, at Solberg som valgets store vinder vil kunne danne den næste regering med sig selv som statsminister.

Det kan hun gøre, hvis hun danner regering sammen med Fremskrittspartiet, og samtidig får Kristelig Folkeparti og Venstre med sig, enten som regeringsdeltagere eller som støttepartier.

Hun har brug for mindst et af de to mindre partier for at have flertal. Men i begge partier er der skepsis over for at deltage i en regering sammen med Fremskrittspartiet, der er Norges svar på Dansk Folkeparti.

Det har senest manifesteret sig i Kristelig Folkeparti, hvor 24 prominente medlemmer af partiet, heriblandt tidligere ministre, har advaret mod at binde sig til at samarbejde med Fremskritsspartiet.

De skriver i et brev, at Kristelig Folkeparti skal forfægte sit "ideologiske ståsted" med "fokus på menneskeværd i videste forstand".

Venstres leder, Trine Skei Grande, mener, en realistisk udvej er at fungere som støtteparti for en borgerlig regering.

- Målet er altid at komme i regering, men samtidig må vi vurdere, hvordan vi bedst kan maksimere den position, vælgerne har givet os, siger hun til nyhedsbureauet NTB.

Høyres foretrukne mulighed er en firepartiregering. Samtidig siger Fremskrittspartiet, at det ikke vil støtte en regering, det ikke selv deltager i.

De fire partier sætter sig mandag ved samme bord for at sondere muligheden for et regeringssamarbejde.

/ritzau/NTB