Norge strammer coronaregler efter udbrud ved julefrokost
Der kommer grænsekontrol i Norge og krav om test ved indrejse, oplyser sundhedsminister Ingvild Kjerkol på torsdagens hasteindkaldte pressemøde i Oslo. Foto: Stian Lysberg Solum/Ritzau Scanpix
Stian Lysberg Solum/Ritzau Scanpix
Foreløbig har én fået påvist Omikron-variant efter julefrokost i Oslo, men der er formentlig flere tilfælde.
Norge indfører grænsekontrol og krav om, at alle indrejsende skal lade sig teste inden for 24 timer.
Tiltaget skal være med til at begrænse udbredelsen af den nye coronavariant, Omikron.
Det oplyser den norske sundhedsminister, Ingvild Kjerkol, på et hasteindkaldt pressemøde torsdag ifølge NTB.
Kravet om test træder i kraft ved midnat natten til fredag. Det gælder både vaccinerede og ikkevaccinerede, tilføjer hun.
Også i Oslo og omegn er det nu nødvendigt at indføre nye tiltag for at begrænse udbredelsen af Omikron-varianten, siger Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, på pressemødet.
- Vi indfører coronatiltag på tre niveauer. Der bliver regionale tiltag for kommuner, der er særligt ramt af smitte, der bliver skærpede tiltag for indrejsende i Norge, og nationale tiltag der gælder for hele Norge, siger Støre.
- Når smitten først er kommet hertil, og det er den, må vi regne med, at den også vil brede sig til andre dele af landet, tilføjer han.
Tiltagene kommer, efter at der er konstateret et større udbrud i Oslo. Her har over 50 mennesker fået påvist coronasmitte efter en julefrokost fredag. Alle var færdigvaccinerede.
Foreløbig er mindst én af deltagerne i julefrokosten bekræftet smittet med Omikron-varianten.
Det er ventet, at man vil finde flere Omikron-tilfælde, meddelte norske sundhedsmyndigheder tidligere torsdag.
Regeringens nye anbefalinger for Oslo-området lyder blandt andet på, at man holder afstand på mindst én meter, bruger mundbind i kollektiv transport, begrænser antallet af nære kontakter og husker at bruge håndsprit.
Så mange som muligt skal desuden arbejde hjemme, lyder opfordringen.
- Vi er fortsat nødt til at holde afstand for at få kontrol med smittespredningen, men det betyder ikke, at vi ikke kan have god kontakt med hinanden. Vi kan også gå på udsteder, siger Støre.
Han tilføjer, at der hurtigt kan blive behov for flere tiltag, hvis situationen bliver værre.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet