Norges regering nærmer sig løsning på strid om bompenge
På et pressemøde fredag aften fortalte Norges statsminister, Erna Solberg, at hun har fremlagt et sidste udkast til et forslag om bompenge. Sagen har skabt strid i landets regering. Foto: Terje Bendiksby/Ritzau Scanpix
Terje Bendiksby/Ritzau Scanpix
Erna Solberg har givet regeringspartierne weekenden til at tænke over endeligt udkast til forslag om bompenge.
Den norske statsminister, Erna Solberg fra partiet Høyre, har fredag aften fremlagt et sidste udkast til et forslag om bompenge.
- Samtalerne kan ikke fortsætte i det uendelige. Det er vi egentlig enige om.
- Jeg har fremlagt et udkast, som de tre partier må tage stilling til i løbet af weekenden, siger hun ved en pressekonference.
Lederne for de fire regeringspartier, Høyre, Fremskrittspartiet (FrP), Venstre og Kristelig Folkeparti, har siden juni holdt samtaler om at lette de norske bilisters udgifter til bompenge i de store byer.
Samtalerne blev udløst af en kritik af bompenge-systemet fra FrP.
Solberg har fredag givet de tre øvrige regeringspartier weekenden til at tage stilling til statsministerens endelige udkast.
Men allerede kort efter ser striden ud til at nærme sig en løsning.
FrP, der havde fremsat krav om at sænke betalingen af bompenge, er således klar til at acceptere Solbergs udkast.
Det meddeler partiets leder, Siv Jensen, fredag aften.
- FrP kan godt stille sig bag den aftale, som Erna Solberg har præsenteret her til aften. Det er en aftale, som skærer yderligere i bompengene, siger Siv Jensen til det norske nyhedsbureau NTB og flere andre norske medier.
Sent fredag aften kunne lederen af Venstre, Trine Skei Grande, også annoncere, at partiet bakker op om statsministerens forslag.
Dermed mangler kun Kristelig Folkepartis accept, før der er en aftale i hus.
Striden om bompenge har truet med at vælte den norske regering.
I løbet af fredagen holdt de fire regeringspartier hemmelige møder.
I det udkast, som Solberg fredag har fremlagt, vil hun blandt andet tilbyde kommunerne at øge det statslige bidrag fra 50 til 66 procent i byaftalerne.
Otte af de 16 ekstra procent skal reducere bompengeomkostninger, og otte skal gå til udbygge den kollektive trafik, lyder det.
På flere store vejprojekter vil regeringen også reducere bompengene.
Det er særligt FrP og Venstre, der har krydset klinger i diskussionen om bompenge. Statsminister Erna Solberg understreger, at fredagens udkast både er et kompromis og et ultimatum.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker