Norges regering vil lade staten overtage norsk gasnetværk
Norge vil overtage størstedelen af ejerskabet af landets gasrørledninger. (Arkivfoto). Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Norges gasrørledninger er ejet af en række olieselskaber. Netværket skal nationaliseres, mener regeringen.
Norges regering planlægger at nationalisere størstedelen af landets netværk af gasrørledninger, når de eksisterende koncessioner udløber.
Det fremgår af et brev fra Norges Olie- og Energiministerium. Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det norske nyhedsbureau NTB.
Netværket af gasrørledninger i Norge ejes i dag af selskabet Gassled. Det består af en række olieselskaber. Olieselskaberne udvandt naturgas, da Gassled blev oprettet i 2003.
Den norske stat ejer 46,7 procent af Gassled. Staten har dermed allerede et delvist ejerskab over gasrørledningerne.
De nuværende koncessioner udløber i 2028. Koncessionerne er aftaler om transport af gas. De er indgået mellem den norske stat og Gassled.
- Olie- og Energiministeriet har i dag sendt brev til relevante rettighedshavere, hvor det anføres, at staten planlægger at benytte sig af hjemfaldsretten ved udløbet af koncessionstiden, skriver ministeriet.
Ministeriet henviser til statens ret til at overtage ejerskabet over gasrørledningerne, når de nuværende aftaler udløber i 2028.
- Regeringen ønsker et helstatsligt ejerskab over de centrale dele af det norske gastransportsystem, skriver Olie- og Energiministeriet videre.
Den norske regering har ikke begrundet, hvorfor den ønsker at overtage ejerskabet. Det fremgår heller ikke, hvilke dele af gasnetværket, som staten vil tage ejerskab over. Det er således ikke hele netværket.
Norge er i dag den største leverandør af gas i Europa. Tidligere var det Rusland. Men Ruslands eksport af gas til Europa er faldet markant siden landets invasion af Ukraine.
Norge har cirka 9000 kilometer gasrørledninger.
Den tekniske operatør på netværket er selskabet Gassco. Det fortsætter som operatør, når staten overtager størstedelen af netværket.
Det er ikke umiddelbart lykkedes Reuters eller NTB at få en kommentar fra den norske regering.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde