Norges statsminister forstår befolkningens fortvivlelse
- På denne dag skulle vi fejre kærligheden. I stedet er vi fyldt med sorg, siger Norges statsminister, Jonas Gahr-Støre. Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Den norske regerings sikkerhedsudvalg har været samlet lørdag og er blevet orienteret om skyderi i Oslo.
Det skulle have været en glædens dag i Norge med fejringer og Pride-parade, men det er blevet en dag farvet af sorg i stedet for regnbuens farver.
En mand angreb natten til lørdag natklubber i Oslo, den norske hovedstad, og dræbte to mennesker. 21 blev såret.
De dræbte er to mænd i 50'erne og 60'erne. Den formodede gerningsmand, der blev pågrebet kort efter de første skud, er en nordmand af iransk oprindelse. Han er 42 og hedder Zaniar Metapour, oplyser den norske efterretningstjeneste, PST.
Ved et pressemøde lørdag eftermiddag lyder det fra den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, at angrebet mod natklubber kendt for at være populære i Oslos LGBT-miljø har ændret alt.
- Da gerningsmanden begyndte at skyde, forandrede verden sig fra lykke, latter og kærlighed til had, kugler og drab, siger han.
- Vi ved ikke, hvad der drev gerningsmanden til at skyde mod uskyldige mennesker. Vi ved ikke, hvorfor han valgte det sted og den aften. Men vi ved, at han tilhørte et islamistisk miljø, og at han dræbte, sårede og skabte frygt, siger statsministeren.
- Selv om vi ikke ved, om selve miljøet var målet, så ved vi, at miljøet er ofret.
Jonas Gahr-Støre forstår, at folk er rasende.
- Jeg ved, at mange af jer er bange, fortvivlede og rasende. Vi deler fortvivlelsen, siger han.
- Denne dag skulle vi fejre kærligheden. I stedet er vi fyldt med sorg.
Støre oplyser, at regeringens sikkerhedsudvalg har været samlet lørdag og er blevet orienteret om situationen.
– Politiet har sat alle tilgængelige ressourcer ind og arbejder intenst med efterforskningen, siger statsministeren.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde