Norsk minister lægger sig fladt ned over for rensdyrejere
Den norske olie- og energiminister, Terje Aasland (til højre), mødtes torsdag med formanden for det samiske parlament, Silje Karine Muotka (til venstre). Foto: Ntb/Reuters
Demonstranter har i en uge forlangt, at to vindmølleparker i rensdyrområde fjernes. Nu undskylder minister.
Efter en uge med demonstrationer i Oslo har Norges olie- og energiminister torsdag udtalt sig i sagen om to ulovligt opførte vindmølleparker.
Ministeren, Terje Aasland, undskylder således over for de rensdyrejere, der er berørt af opførelsen af de to parker på halvøen Fosen.
- Jeg har undskyldt til rensdyrejerne på vegne af regeringen, siger han.
Den norske højesteret afgjorde i oktober 2021, at vindmølleparkerne krænker samernes rettigheder. Parkerne er opført i et område, hvor samernes rensdyr græsser.
Trods dommen står anlægget dog stadig.
Torsdag i sidste uge var det 500 dage siden, at dommen faldt.
Siden da har demonstranter været til stede ved det norske regeringskvarter i Oslo. Her har de krævet, at parkerne fjernes.
Olie- og energiminister Terje Aasland har torsdag mødtes med både formanden for det samiske parlament, Silje Karine Muotka, og Inge Even Danielsen, der er leder af Norges landsforbund for samiske rensdyrejere.
- Jeg ved ikke, hvor mange gange ministeren brugte ordet undskyld, siger Inge Even Danielsen til den norske avis Adresseavisen.
- Jeg har aldrig set en politiker lægge sig så fladt ned, tilføjer hun.
Parlamentsformand Silje Karine Muotka kalder ministerens undskyldning afgørende for, at man nu kan komme videre.
- Det er vigtigt, at vi nu har en fælles opfattelse af, at vi har med et menneskerettighedsbrud at gøre, siger hun.
Også Norges landbrugsminister, Sandra Borch, deltog i torsdagens møder.
- Det er tydeligt, at højesteret siger, at menneskerettighederne er blevet overtrådt. Det skal have konsekvenser, siger hun efterfølgende.
Terje Aasland siger, at alle muligheder nu er på bordet.
- Jeg vil gerne understrege, at vi på nuværende tidspunkt ikke udelukker nogen løsninger, lyder det fra olie- og energiministeren.
Elle Nystad, der står i spidsen for den seneste uges demonstrationer i Oslo, siger, at protesterne kommer til at fortsætte. Det skyldes blandt andet, at der ikke er fremlagt konkrete tiltag, siger hun til den norske avis VG.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker