Norsk politi åbner efterforskning af mystiske træfældninger
En bil kørte natten til søndag ind i væltet træ i Kinn Kommune i Norge. Flere træer var fældet med motorsav.
Norsk politi har iværksat en efterforskning i sagen om flere væltede træer, der lørdag aften og natten til søndag spærrede to veje i Kinn Kommune.
Det oplyser operationsleder Steinar Hausvik ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Politiet har åbnet en efterforskning for at afdække omstændighederne omkring flere tilfælde af træer, der er væltet ned over veje i Kinn Kommune det seneste døgn, siger han i en pressemeddelelse.
Politiet blev lørdag klokken 23.30 gjort opmærksom på, at flere træer var væltet ned over en vej et sted mellem byen Grov og Magnhildskartunnelen i det vestlige Norge.
Området ligger nær den større by Florø i kommunen Kinn.
Politiet nåede at reagere og rydde træerne fra vejen, før nogen kørte ind i dem.
To timer senere blev det anmeldt, at en bil var kørt ind i et træ, som var væltet på en vej ved Knapstad, som ligger mellem fjorden Eikefjord og byen Storebru.
Der var fem personer i bilen, men ingen af dem kom til skade.
Politiet i Norge vil gerne i kontakt med bilister, som kørte på fylkesvei 614 mellem Grov og Svelgen lørdag aften mellem klokken 21 og midnat.
Desuden vil politiet gerne tale med bilister, som kørte på rikvei 5 (Rv5) mellem Storebru og Elkefjord i tidsrummet fra midnat til klokken 01.30.
Sagen fra Norge minder om en lignende sag om fældede træer i Danmark.
I Sorø døde en 55-årig mand tidligere i marts, da et træ væltede ned over hans bil, da han kom kørende ad Parnasvej.
Seks unge mænd blev sigtet for drab i sagen.
Træet ved Parnasvej var blevet fældet med en motorsav.
Mændene nægter sig skyldige i drab. De er foruden hændelsen i Sorø sigtet for fareforvoldelse i forbindelse med, at et træ blev fældet med en motorsav nær Havrebjerg ved Slagelse, der ligger cirka 20 kilometer fra Parnasvej.
Her kom ingen til skade.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned