Norsk politi leder efter flere personer i bombesag
Det norske politi leder på højtryk efter flere navngivne personer i jagten på en mulig bombemand, der lidt efter midnat onsdag truede med at sprænge Stortinget i luften.
Det beretter politiet på en pressekonference onsdag formiddag.
- Vi leder efter navngivne personer, men holder alle muligheder åbne. Vi har tekniske spor og videobilleder fra forskellige steder, som vi sammenholder med konkrete oplysninger om personer. Dem, vi har i kikkerten nu, er norske statsborgere, siger stabschef Johan Frederiksen.
Onsdag morgen iværksatte politiet aktioner mod to forskellige lejligheder i bydelen Lambertseter i Oslo. Ved den første aktion pågreb politiet en mand, som de senere løslod. Personer ved anden aktion er ligeledes udenfor politiets søgelys igen.
- Nogen mistænkte personer er ude af sagen igen, og nogen er fortsat vældig aktuelle. Vi håber på, at vi om kort tid kan komme med mere information, siger stabschefen og supplerer med, at de er i færd med at følge op på en række taktiske og tekniske spor.
Politiet i Oslo omtaler hændelsen som en "uspecificeret trussel", som de dog tager meget alvorligt. Derfor er Stortinget også stadig omringet af væbnet politi.
- Det, vi har gjort, er måske i overkanten, men vi tager ingen chancer, siger Johan Frederiksen.
Dramaet begyndte ved 22-tiden tirsdag aften, da en person på en bus overhørte en mand fremsætte trusler. Blandt andet om at sprænge parlamentsbygningen i luften.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde