Norsk politi vil ikke forklare Utøya-omvej

Stadig flere spørgsmål rejser sig om det norske politis indsats den 22. juli, hvor 69 overvejende unge mennesker blev dræbt af Anders Behring Breivik på den lille ø Utøya.

Politiet afviste onsdag at kommentere, hvorfor de valgte en næsten tre kilometer lang omvej til Utøya med båd.

Politimester Sissel Hammer fra Nordre Buskerud distrikt nøjes med at sige, at baggrunden var "polititaktiske vurderinger".

Hendes distrikt er blevet kritiseret for ikke at have valgt den korteste vej til Utøya for den politibåd, der fragtede beredskabsstyrken til øen den 22. juli.

I stedet for at sejle fra den nærmeste småbådshavn Utvika, som ligger omkring 675 meter fra Utøya, sejlede politifolkene af sted fra Storøya, hvor afstanden er 3,6 kilometer.

- I den time der gik, blev der taget utroligt mange valg. Jeg er helt sikker på, at mange af de valg, der blev foretaget, var helt rigtige. Og så vil eftertiden helt sikkert vise, at nogle af valgene burde have været anderledes, siger Sissel Hammer til Ringerikes Blad.

Ifølge norsk tv NRK vurderede politiet, at det var for farligt at nærme sig bådepladsen i Utvika, hvor politiet muligvis ville blive beskudt.

Anders Behring Breiviks bil stod også ved Utvika, og politiet frygtede, at den var fuld af sprængstof.

Imens politiet kørte længere nordpå og derpå sejlede knap tre kilometer sydpå igen - i en gummibåd, der i øvrigt tog vand ind og siden fik motorstop - sejlede civile omkring i farvandet ved Utøya og hjalp de skrækslagne unge op af vandet og i sikkerhed ved Utvika.

I alt gik der 61 minutter, fra politiet fik melding om skyderi på Utøya, til Breivik var pågrebet.

/ritzau/NTB

Norsk politi valgte en tre kilometer længere omvej for at komme til Utøya 22. juli, men vil ikke sige hvorfor.

Offentliggjort Sidst opdateret