Norsk politiker er tiltalt for sexovergreb

Den tidligere formand for Fremskrittspartiet i Stavanger Trond Birkedal skal efter nytår en tur i retten.

Han er nemlig blevet tiltalt for at optage nøgenfilm af unge drenge i sit hjem og derudover for seksuel omgang med en mindreårig dreng. Det skriver det norske medie VG Nett.

- Der er rejst tiltale om blandt andet seksuel krænkende adfærd, siger Karsten Monsen fra Rogaland politidistrikt.

Trond Birkedals forsvarer, Arvid Sjødin, bekræfter over for norsk TV2, at der er rejst tiltale.

- Vi fik onsdag at vide, at der er rejst tiltale, siger han.

Trond Birkedal ser frem til at få påstandene belyst i en retssag.

- Hvis det er tilfældet (at tiltalen indeholder overgreb), så ser jeg frem til at få det belyst i en retssag. Den opmærksomhed, sagen har fået, gør det rigtigt at få sagen afklaret i retten, siger Trond Birkedal til norsk TV2.

Birkedal har indrømmet, at han har filmet unge drenge i sit bad med et skjult kamera - men han nægter enhver skyld i anklagen om seksuelle overgreb.

I Birkedals gamle parti vil de nu afvente afgørelsen i sagen.

- Vi har ikke nogen kommentarer ud over, at vi selvfølgelig har set, at der er rejst tiltale. Den er som forventet, så det er ingen stor overraskelse, siger Fremskrittspartiets næstformand, Per Arne Olsen, til VG Nett.

I seks år - fra 2002 til 2008 - var Trond Birkedal formand for ungdomspartiet Fremskrittspartiets Ungdom.

I 2009 blev han valgt til Fremskrittspartiets centralstyre, og han arbejdede derefter som gruppeleder for partiets afdeling i Stavanger.

Før han i 2011 trak sig fra alle hverv i partiet på grund af sagen om de mindreårige drenge, blev han af de norske medier anset for at være et stort politisk talent.

/ritzau/

Tidligere formand for Fremskrittspartiet i Stavanger er tiltalt for seksuel omgang med mindreårig dreng.

Offentliggjort Sidst opdateret