Norsk psykiater: Sådan kan gidslerne komme videre

Mens Statoil søndag fortsætter med at lede efter de fem nordmænd, der stadig savnes efter de seneste dages gidseldrama i Algeriet, fortæller flere af de overlevende gidsler om rystende oplevelser i brutale gidseltageres vold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og de foreløbigt otte undslupne nordmænd vil få gavn af at kunne støtte hinanden for at finde sig til rette efter den voldsomme oplevelse på gasanlægget In Aménas.

Det vurderer den norske krisepsykiater Lars Weisæth fra landets nationale videnscenter for vold og traumatisk stress, NKVTS.

- At snakke med dem, som man sammen har været i fare med, er en rigtig god hjælp, og så kan man søge professionel hjælp, hvis det bliver for voldsomt, siger Weisæth til nyhedsbureauet NTB og fortsætter:

- Mange mener, at man aldrig kan komme sig over den slags ekstreme oplevelser, men de før de allerfleste faktisk.

- Målet er ikke at glemme det, der er sket, for det gør man ikke. Målet er, at det ikke skal være forstyrrende længere, og det klarer de fleste, men det kan tage lang tid, siger Lars Weisæth, der tilføjer, at "det er utroligt, hvad mennesket kan tåle".

Ifølge krisepsykiateren skal de overlevende nu have hjælp til at danne sig et overblik over, hvad der er sket.

- Dette er vigtigt, for at det skal blive lettere at forstå og gøre det begribeligt for dem, siger Lars Weisæth.

Samtidig er det mange og modstridende følelser, som skal bearbejdes.

- Umiddelbart føler man en stor lettelse, så det kan tage tid, inden man bliver indhentet af det, man har oplevet. Det er vigtigt at vide, at man har lov til at være lettet, selv om det måske ikke er så nemt at være glad lige nu, siger han.

Ved siden af familien vil fællesskabet på jobbet også være vigtig for de berørte i den kommende tid.

- Kolleger er vigtige, når den slags ting sker i en jobsituation. Vi ser et bedre resultat, når virksomheden tager ansvar for opfølgningen, end hvis myndighederne og sundhedsvæsnet gør det, siger krisepsykiateren og roser olieselskabet:

- Det ser ud til, at Statoil har påtaget sig denne udfordring fra top til bund.

/ritzau/NTB